I december 2002 kom lille Bella ind i vores familie.
En meget lille forsigtig pige på knap 4 måneder.
Hun kunne ikke lide høje lyde, pludselige bevægelser og blæsevejr.
Vi startede hundetræning sammen, Bella og jeg.
Vi startede en kold og blæsende februar dag ude på træningspladsen i Oksbøl.
Det var en voldsom oplevelse for Bella - sikke mange fremmede lugte og hunde - så hun besluttede at det eneste faste holdepunkt i hendes liv - ja hun stod nu ved siden af og gav guffer så det er bare at holde øje med hende!
Bella så kun mig - hun ænsede ikke de andre hunde og trænere - der var i hendes univers kun mor og mig!
Det betød, at i løbet af nul komma 5 blev hun super, super dygtig.
Fremadsendelse - rondering, plads, sit, dæk, gå på plads, slalom, dytte, give pote, gi' hals - you name it og Bella kunne det og hun elskede det! "hvad vil du have mig til nu - jeg gør det -hvad skal vi nu". Der er ingen tvivl om at hun elskede vores træningsdage!
Når vi ankom skulle hun altid lige hen og hilse på drengene - Rasmus og Ricky.
Begge drenge havde hun gået på hvalpehold med - så gensynsglæden hver uge var stor.
Bella lagde op til leg og når så drengene ville lege med - så hvinede hun som en anden tøs - "næe jeg vil ikke - lad være - upppps hold op".
Drengene standsede hver gang og var lettere forvirret, hvorefter Bella startede forfra til stor morskab for alle vi andre.
Når denne hilsen var overstået skulle banen altid støvsuges og helst før Rasmus fik samme ide. De der hvalpe - de får ikke altid det hele med - men Rasmus og Bella sørgede altid for der var rent inde de skulle igang med træningen.
Hjemme på Egetoften - blev der i haven sat lidt agilitybaner op og sådan en balancebom kan bruges til mange ting - man kan ligge og slikke sol, man kan blive lidt større og så vuffe af alle dem, der går forbi ude på cykelstien - den kan bruges, som stige så det er lettere at komme op i træet, hvor foderbrættet er til fuglene - noget af det lækreste i hele verden er tørt - gammelt franskbrød - beregnet til alle andre end Bella!
Greyhound - kan man vel også selv om man er Australsk terrier - mange gange har Bella taget banen - drønet rundt - vendt og drønet rundt igen!
En lille udehund - om sommeren - fandtes der ikke noget bedre end at slikke sol - flytte sig fra plet til plet - ummmmm det er bare så lækkert.
Og når mor kom hjem fra arbejde - så vuffede Bella - "mor kommer - mor kommer - kom nu og luk mig ud - mor kommer" - ud og hilse på og så få mors handske i munden - Bella forrest ind i huset med handsken i munden - meget stolt - "jeg hjælper også med at bære ind".
Når mor og Bella var alene hjemme og far kom hjem - blev Bella liggende (far er nederst i hiakieret) - så hvis far vi hilse - så er det far der må gå ind i stuen og i sofaen ligger en logrende Bella - hyggeligt du kom hjem nu far!
I sommeren 2007 får Bella konstateret en tumor i skoldbruskkirtlen. Vi besøger adskillige dyrlæger - kan der gøres noget.
Men nej, den sidder inde bag de store halspulsårer og nerver - Bella skal have et godt liv til hun ikke kan længere.
Den 01. april 2008 kunne kroppen ikke længere og det var med stor sorg vi sagde farvel til lille Bella.
En fuldstændig vidunderlig lille hund - et livsstykke!Som Emil fra Lønneberg altid sagde til sin bedste ven Alfred "du og jeg Alfred" - kan vi kun sige
"du og jeg Bella"
